Der er rigtigt meget information om middelalderens folk at hente på gravpladserne. Man kan finde ud af hvordan befolkningen har været sammen sat. Har der været mange syge? Hvor gamle blev de? Hvordan har de levet? Og en masse andre spørgsmål.

Men inden man starter den slags undersøgelser er man nødt til at datere gravene, altså finde ud af hvornår de er fra. Det er man nødt til, da man ellers kan stå med oplysninger der strækker sig over en meget lang periode.

Hvis man har gravene dateret kan man opdele oplysningerne i grupper efter alder. Metoden til at datere det enkelte skellet er at kigge på hvordan liget er blevet arrangeret i graven. De døde blev anbragt med hovedet mod vest så de havde ansigtet vendt mod øst. Det var her fra at Jesus vil komme på dommedag. Dette var skik i hele middelalderen. Det som ændrer sig er den dødes armstilling. Man deler armstillingerne op i fire perioder A-D.

Armstilling A. Armene ligger strakt ned langs kroppen. Før ca. 1250.

En grav hvor armene er i armstilling A. Skælskør kloster. © Sydvestsjællands museum.

Armstilling B. Armene ligger med hænderne i skødet. Frem til ca. 1350

En grav med armstilling B. Skælskør kloster. © Sydvestsjællands Museum.

Armstilling C. Armene ligger med underarmen og hænderne over maven. Frem til ca. 1400.

En grav med armstilling C.  Skælskør kloster. © Foto Sydvestsjællands Museum.

Armstilling D. Armene ligger med underarmen og hænderne på brystet. Ca. 1400 og frem.

En grav med armstilling D. Skælskør kloster. © Sydvestsjællands Museum.

I middelalderen blev de døde ofte ikke begravet i trækiste. I stedet har de været svøbt i et ligklæde og lagt i graven. Efterhånden som ligklædet blev løst og rådnede væk, kan armen have bevæget sig. Nogle gange har graven ikke været stor nok, og så man har været nødt til at trykke den døde sammen for at få liget ned i graven.

Derfor kan det nogle gange være svært at afgøre om armstillingen er det ene eller det andet. I de tilfælde er det arkæologen der er nødt til at foretage et skøn. Det er derfor vigtigt at arkæologen dokumenterer sin udgravning sådan at andre har en mulighed for senere at foretage andre skøn.

En af de metoder, som arkæologerne bruger for at dokumentere deres udgravninger, er gravskemaer.

Et graveskema fra udgravningen af Skælskør kloster kirkegård. © Sydvestsjælland Museum.

På dette graveskema kan man se en masse oplysninger. Der er blandt andet aftegnet armenes position og man kan se hvor dybt nede graven var.

På tegningen af skelettet har arkæologen markeret hvilke knogler, der var tilbage i graven. Det har hun gjort ved at farve de dele af skelettet, der er fundet sort. På skemaet er stort set alle knogler blevet fundet.

Fordi datering med armstilling kan være problematisk er man derfor nødt til at bruge flere metoder og sammenligne resultaterne.

Gravene kan også dateres ved at kigge på stratigrafien for gravene. Hvis der er flere grave, så ligger grave med armstilling A som regel dybest og er derfor ældst. Stratigrafi kan kun bruges hvis to eller flere grave ligger over hinanden. Man kan ikke bruge gravens dybde til at datere efter, da der er stor forskel på gravdybderne. Børnegrave ligger for eksempel sjældent lige så dybt som voksen grave.

Vi kan også bruge C-14 datering, men den er en dyr metode. Desuden er der en usikkerhed på C-14 datering på +/- 30-50 år dermed er metoden lidt for usikker til at bruge når man skal afgøre hvilke grave, der er ældst. Man kan jo i værste tilfælde ramme 100 år forkert.

Gravene kan også nogle gange dateres efter de gravgaver der måtte være i graven. Hvis der for eksempel ligger en mønt i graven så må graven være yngre end møntens produktionsår.

Gravgaver

Når der er lavet en datering på gravene kan man begynde at kigge på middelalderens befolkning. Skælskør klosters kirkegård er et godt eksempel på det.

Befolkningen ved Skælskør kloster

Arkæologi som kilde