I begyndelsen af klostertiden i Danmark, var klostrene små, og der var ikke så mange folk på dem.
De fleste munkeordner havde den regel, at der skulle være mindst 12 munke for at danne et kloster men selv de store klostre fik aldrig rigtigt mange munke.

Efterhånden som klostrenes ejendomme voksede, voksede også de opgaver som skulle varetages.
Munkenes dagligdag med de mange tidebønner og kirkelige opgaver, gjorde det svært for dem at varetage de mange opgaver.

Derfor blev mange af de mere håndværksprægede opgaver udført af folk, der ikke var præsteviede eller munkeviede. Disse folk blev kaldt for lægfolk. Der kunne sagtens være flere lægfolk end munke på et kloster

De lægfolk der var på klostrene var ikke bundet af de samme stramme regler som munkene.
Nogle af dem boede på særlige lægfolksafdelinger på klostret, mens andre boede udenfor i små boliger der hørte til klostret.

På et oversigts kort over Sorø kloster kan man se hvor mange bygninger, der har været uden om klostret. Mange af dem har haft funktioner, som munkene ikke har varetaget.

 

Uddrag fra Resens kort over Sorø. © Det Kongelige Bibliotek.

Dette kort over klostret er tegnet 100 år efter, at klostret ophører med at være kloster, men det giver et godt billede af, hvor mange bygninger der har været omkring klostret.

Klostrene ejede ofte også en del gårde. Driften af disse tog bønder, der boede på gårdene, sig som regel af. Det var tit en god forretning for bønder at arbejde under et kloster. Det var det, fordi de var fritaget for at betale skat til kongen, i stedet betalte de en skat til klostret og den var ofte mindre.