I den tidlige middelalder var store dele af Danmark ejet af få slægter. Der var også mange selvejende bønder. Dette ændrede sig igennem middelalderen.



De store slægter benyttede sig af tider med ufred til at erhverve sig mange af de små frie gårde. Det var ikke altid dårligt for en bonde, at komme under en stormand. I tider med ufred gav det god beskyttelse. En af de mest betydningsfulde slægter i middelalderen i Danmark var Hvideslægten. Denne slægt havde meget store rigdomme og landbesiddelser.

Hvideslægten

Hvideslægten var ikke den eneste stormandsslægt som havde betydning i middelalderen.
I det sydlige Sjælland var Peder Bodilsens slægt meget betydningsfuld og Torgunnas slægt havde flere ærkebisper i deres familie. Disse store slægter havde en magt som ikke senere forekom hos enkelte slægter.

Slægterne blev ledet af stormænd. De sad som høvdinge og bestemte over deres landområder. Når der skulle laves ny love i riget, føres krig eller andre ting der gjaldt hele landet, så blev de stærkeste stormænd taget med på råd af kongen.

Stormænd

De forskellige slægter lavede alliancer med hinanden. Det foregik ofte ved at man arrangerede ægteskaber slægterne imellem. På denne måde blev slægterne stærkere.

Hvordan sådan noget foregik, bliver beskrevet i folkevisen om Esbern Snare, selvom Esbern måske ikke helt får sin vilje med den unge, men meget kloge Kirsten.

Folkevisen om Esbern Snare