I folkeviser og sagn har personerne ofte et lidt andet navn end det vi kender dem under i dag. I denne vise hedder Esbern Snare Asbjørn Snare.

1. Dan Konning og Hr. Asbjørn Snare,
skovne staar herlig og grøn,
de drikker viinen den klare,
den sommer og den eng, saa vel kunde tilsammen.

2. De drikker mjød og de drikker viin,
de snakked så meget om den liden Kirstin.

3. Hør I Daner Konning hvad jeg siger jer,
I giver mig liden Kirstens eders dotter kier.

4. Liden Kirsten hun er kun aarene ti,
Hun kand eders Hof-klæder hverken skiere eller sy.

5. Liden Kirsten er ung, hun kan vel lære,
I giver mig hende med hæder og Ære.

6.Herr. Asbiørn rider ad Ribe,
Silke og sindal at kiøbe.

7. Han kiøber silke og sindal rød,
Det sender han hen alt til den møe.

8. Det første liden Kirsten hun sømmen fik,
hun strax ind til sin foster-moder gik.

9. Min foster-moder kier, I kiender mig raad,
Sømmen hun blev mig sendt udi gaar.

10. Hør du liden Kirsten, skik sømme fra dig,
Hun er sent til spot, tro mig.

11. Liden Kirsten hun ganger i lønkammer ind,
Saa skar hun sømmen efter sit eget sind.

12. Hun satte sig paa sømmestoel,
Skoven staar herlig og grøn,
Hun sømte imod den klare soel.
den sommer og den eng, saa vel kunde sammen.

13. Hun syde i hans side søm,
Fisken som skrider i striden strøm.

14. Hun syde over hans hærd,
Femten riddere med dragen sværd

15. Hun syde i hans erme en krants.
Femten jomfruer i dands

16. Hun syde i hans bryste,
Hver en Ridder jomfru kyste.

17. Nu er sømmen syed og skaaren,
HErre Christ give den var nu hiembaaren.

18. Det svarede jomfruens egen svend,
Saa gierne bær jeg sømmen hiem.

19. Det første Hr, Asbjørn sømmen saa,
HErre Christ signe de fingre smaa.

20. Meldte det jomfruens engen svend,
Hvad giver i jomfruen til sømme-løn.

21. Hvad skulle jomfruen have andet til sømme-løn,
End mig selver en Ridder saa skiøn.

22. Hiem kom smaa svend, han sagde vel,
Den ridder han vil eder have sel.

23. Du beder Ridderen seile over Aa,
Aldrig skal han mig i tale faa.

24. Du beder Ridderen seile over Aa.
Skoven står herlig og grøn,
Ret aldrig skal han få min tro.
Den sommer og den eng, saa vel kunde sammen,

Folkeviser som kilder