Fjortende bog kap.18 afsnit 4

”…Tusmørket faldt på, der blev som sædvanligt bragt lys ind, og nu kom Svens hirdmand Detlev, der kort forinden havde forladt gildet, tilbage til kongsgården, hvor han i tavshed lod blikket glide rundt for at overveje om tiden var inde til deres ugerning. Da han havde stået der en stund og set ud som om han havde tabt mælet, bredte Knud sin kappe ud på gulvet og bad ham sætte sig ved siden af ham. Han takkede fro den store ære, men forlod nu bygningen, kun for straks at komme ind igen og gøre et ganske lille nik hen mod Sven for at kalde på ham hen til sig. Sven opfangede ikke det hemmelige tegn, men Knud gjorde ham opmærksom på at Detlev kaldte på ham. Sven rejste sig, og Detlev hviskede til ham et øjeblik, hvorefter alle de andre der var på Svens side, kom til og stak hovederne tæt sammen så ingen af dem der sad længere væk, kunne høre hvad de talte om. På det tidspunkt var det som om Knud anede uråd, for nu knugede han Valdemar i sine arme og kyssede ham. Men da den der havde fået kysset, spurgte ham hvorfor – for sådan plejede han bestemt ikke at opføre sig – ville han ikke sige grunden…”

Fjortende bog kap. 18 afsnit 5

”…I mellemtiden efterlod Sven sine krigere i hallen mens han selv gik ud ad bagdøren og hen til sit eget kvarter. En tjener gik foran med lyset. Et øjeblik efter trak de sammensvorne blank mod Knud og Valdemar. Men Valdemar var oppe fra sit sæde i et spring, og med hånden viklet ind i sin kappe lykkedes det ham ikke alene at afværge de sværdhug der blev rettet mod hans hoved, men også at sende Detlev i gulvet med et stød i brystet da han kom styrtende i mod ham. Han faldt selv sammen med ham og fik et dybt sår i låret. Men så snart han igen kom på benene, lod han sår være sår, borede sig midt gennem klyngerne af mænd der spærrede ham vejen, og forsvandt ud ad døren. Et sted i mørket kom nogen imod ham og grev fat i hans sværdhæng for at holde ham tilbage, men han rev det kun af…”

Fjortende bog kap. 18, afsnit 6.

”…Imens slog de øvrige skodderne fra vinduerne for ikke at tage fejl i mørket og blive hindret i at gennemføre deres forbrydelse. Detlev kom på benene igen og kløvede panden på Knud som forsøgte at værge for sig med sin højre hånd. Absalon greb den døende i den tro at det var Valdemar, og knugede det blodige hoved i sin favn. Selv om sværdene bragede lige omkring ham, valgte han at se stort på sin egen sikkerhed og tage sig af sin konge så længe der endnu var det mindste tegn på liv i hans gispende bryst. Omsider så han på dragten at det var Knud han holdt i sine arme, og han følte en blanding af sorg og glæde.

Fjortende bog kap.18 afsnit 7.

”…I nattemørket var det umuligt at kende folk fra hinanden, og derfor kastede de sig med draget sværd over alle der kom i nærheden af dørene, eftersom det tiltagende mørke gjorde det svært at afgøre om det var venner eller fjender. Så for at få mulighed for at komme ud hviskede Knuds nære slægtning Konstantin til Absalon – i hvis arme Knud nu var udåndet – at han skulle nærme sid den ene af dørene for at Konstantin lettere kunne slippe uskadt hen til den anden. Absalon gjorde som han sagde, og Konstantin slap også ud, men blev grebet af dem der stod udenfor, og dræbt. Absalon, der tog mere hensyn til den andens anmodning end sin egen sikkerhed, lagde til gengæld respektfuldt Knuds lig fra sig, skred uden at bekymre sig om faren lige frem mod de bevæbnede mænd, værdigede dem ikke et ord som svar på deres strøm af spørgsmål og afslørede ikke sit navn. Med denne hårdnakkede tavshed lykkedes det ham at slippe midt gennem flokken af fjender og ud i sikkerheden…”

...Absalon bliver hjulpet gennem byen af hjælpsomme modige mænd.

Fjortende bog kap.18 afsnit 9.

”…Han (Absalon) kom af steed og nåede i løbet af natten frem til Landsbyen Ramsø, hvor bryden blev forbløffet over at se ham komme anstigende ene mand – og var ved at gå i gulvet da han hørte hvad der var sket i Roskilde. Hos ham fik han frisk hest, og nu red han først til sin søster, der var gift med en mand ved navn Peder (ved Pedersborg) og derpå til sin mor (Fjenneslev). Da hun hørte at Knud var blevet dræbt og Valdemar såret følte hun endnu større sorg ved deres ulykke end glæde over at sønnen var uskadt…”

Valdemar kommer stærkt såret med kun 2 mand til Ramsø her hører han om Absalons færd og tager til Absalons mor i fjenneslev hvor han bliver behandlet for sine sår.

Sven sender sine mænd ud for at finde Absalon. Han befaler ”…at alle skibe skal bores i sænk.” så Valdemar ikke kan slippe væk til Jylland, og ”…at alle øde egne hvor han mente at han kunne gemme sig, blev finkæmmet.”.
Absalons bror Esbern rider ud med en flok mænd for at lade som om de er Valdemar og hans følge for dermed at give Valdemar tid til at komme sig. Ligeledes lader Esbern et skib reparere (ved at true en tømmer) og han udruster det til at sejle til Jylland…..efter næsten at være sunket med sit skib i uvejr kommer Valdemar væk.
At Valdemar og hans familie kunne sætte sig sådan op mod kongen skyldes sikkert kun at de befandt sig i deres engen slægtens område (hvide slægten)…. Her var kongens magt begrænset.

Han udruster en hær og møder Svens hær på Grathe hede.

Fjortende bog kap. 19 afsnit 13.

”…På Valdemars side bestod slagordenens højre fløj af unge mænd i stålgrå kofter. Det lignede jern så forbløffende at Svens folk troede de var klædt i forskellige former for brynjer, og rettede deres angrebskile mod den deling. Men da de så at skinnet havde bedraget dem, vendte de angrebet mod kongens egen slagstyrke. En anden ting som det er værd at omtale, er at ravnene efter sigende kredsede om Valdemars hær i så tætte flokke at krigerne kunne ramme adskillige af dem med deres rejste lanser. Midt i hæren red en sanger der sang en smædevise om Svens troløse mord for at ophidse Valdemars krigere til hævn og anspore dem til kampen…”

Valdemars hær kæmper med stor styrke og mod så Svends hær bliver nemt overvundet

Fjortende bog kap. 19 afsnit 15

”…Sven flygtede med en lille gruppe af sine mænd og havnede ude i en mose hvor hestens hove sank dybt ned i dyndet så han måtte forsøge at fortsætte til fods. Men selv da kunne mosebunden ikke bære hans vægt, og han måtte lægge sine våben fra sig. Selv om han støttede sig på skuldrene af sine mænd, var han til sidst så overvældet af udmattelse at han beordrede sine ledsager til at redde sig selv og satte sig ved foden af et træ. Han var så tappet for kræfter at han var ude af stand til at gå så meget som ét skridt videre, selv med andres støtte. En af hans mænd fandt at selv det ynkeligste endeligt var at foretrække for den fejhed det var at forlade ham, og faldt for sin konges fødder da nogle bønder dukkede op på jagt efter bytte. De tog også Sven til fange, og da de spurgte ham hvem han var, påstod han at han var kongens sekretær. Til sidst blev han dog genkendt, og af respekt for kongeværdigheden satte de ham op på en hest, hvorefter han forlangte at blive fremstillet for Valdemar – hvad enten det så var frygt eller håb der fik ham til dét. Men netop i det øjeblik han sagde det, sprang en af bønderne pludseligt frem og huggede hovedet af ham med en økse. Hans lig blev begravet uden pragt og hæder, og det jævne folk gav ham en simpel gra…”

Saxo som kilde