”…XV. Efter ham overtog den før nævnte Erik, gerne omtalt som den altid ihukommende, Konge dømmet i Fred, da han havde vundet sin berømmelige Sejr; og han udfriede da den før nævnte Christiern af hans Lænker. Men nu, da han var blevet hovmodig af at have vundet sig Kongedømmet, glemte han helt Grunden til sin Hævnkrig og begyndte at rase grusommere end en Tiger mod sine egne Blodsfrænder. Thi med vild Grumhed mod sit eget Kød og Blod Harald Kesie, mens denne tilbragte Natten paa sine Gaard i Skiby, i den mørke Nats Stilhed kalde ud til en Samtale; han rejste sig fra sit Leje, og vaabenløs, da han ikke anede noget ondt, ilede han hastigt ud til Kongen, sin Broder, men da greb Kongens Livdrabanter ham straks og afhuggede hans Hoved. Efter kort Tidsmellemrum lod han saa sin Brodersøn, den før omtalte Bjørn, fængsle og binde fast til en Møllesten og sænkede ham således ned i Havets Dyb: det var en vrang Løn, han der gav ham til Gengæld for hans Tjenester. Fremdeles lod han dennes Brødre 11 i Tallet, hvoraf nogle vare fuldvoksne Mænd, andre Ynglinge i deres friske Ungdomsvaar, atter andre umodne Børn, dræbe med Sværd: det var ikke sin Fader han der slægtede paa…”

Sven Aggesen som kilde