Fra trettende bog kap. 6. Del af første afsnit.

”… det stille gik de medsammensvorne nu længe og overvejede hvilken storm af ulykker og hvilke voldsomt endeligt de skulle nedbringe over Knuds hellige hoved. De udtænkte snarerne i deres grufulde plan liggende på gulvet for, hvis planen skulle blive afsløret, trygt kunne sværge på at de aldrig havde hverken sat sig sammen eller stillet sig ammen for at lægge planer mod Knuds liv. Men når de sådan brugte stillingen til at forsvare deres uskyld, var det fordi de ikke vidste at den der bruger ordkløverier i en ed, kan dømmes for mened. I deres falske og påtagede naivitet holdt de på at uansvarlige ord var en større forbrydelse end uansvarlige handlinger, og at gudsbespottelsen i læbernes ubesindighed, ikke i hændernes…”

Fra trettende bog kap. 6. afsnit 6.

”…Knud var gæst hos jarl Erik af Falster på hans gård i nærheden af landsbyen Haraldsted, og nu sendte Magnus en af sine medsammensvorne, en sachsisk sanger, hen til ham med besked om at han ville mødes med ham under fire øjne. Som mødested angav han ene lille skov i nærheden af byen. Knud anede ikke uråd, han udkommanderede kun to hirdmænd og to stalddrenge som følge og bad om sin hest, ganske ubevæbnet uden at bekymre sig om så meget som at spænde et sværd ved siden. Og da en af hans tjenere sagde at han ikke måtte tage af sted uden et sværd, svare han at ikke havde det mindste brug for våben at forsvare sig med. Så fast stolede han på sit venskab med Magnus og hans vilje til fred at han ikke kunne forestille at han kunne få brug for et sværd når det var ham han skulle møde. Da manden insisterede på at han måtte være bevæbnet, tog han dog modvilligt et sværd med sig…”

Fra trettende bog kap. 6 del af afsnit 8.

”…Knud var kun lige trådt ind i skoven da han stødte på Magnus, som sad på stammen af et væltet træ og nu modtog ham med hyklerisk smil og falske kys. Da Knud gav ham en fast omfavnelse, og mærkede han bar brynje, forlangte han at få at vide hvad den påklædning skulle gøre godt for. Men Magnus ville stadig holde forræderiet skjult og forklarede brynjen med at der var en bondeknold han havde tænkt sig at plyndre…”

Fra trettende bog kap. 6 afsnit 9.

”…Nu lød der en raslen fra de mænd der lå i baghold mig Knud kastede et blik i den retning og spurgte hvad den flok krigere skulle gøre godt for – hvortil Magnus svarede at nu skulle der træffes af afgørelse om kongemagten og tronfølgen. Knud udtrykte så sit inderlige håb om at Magnus’ kongelige far kunne holde sin lykkelige kurs under skæbnens blide medvind længe endnu. Tiden var slet ikke ind til at tale om den slags nu. Men mens han talte, sprang Magnus frem og greb ham i håret som om han ville skælde ham ud. Nu var der ingen tvivl om forræderiet: Knud greb efter sværdet og forsøgte at få det ud af skeden, men han havde kun draget det halvvejs da Magnus kløvede hans hoved og dræbte ham. Da han var styrtet om, gennemborede de øvrige sammensvorne ham gang på gang med deres våben. Og hvor hans blod sank ned i jorden, sprang en helbredende kilde frem til evig glæde for de dødelige…”

 Fra trettende bog kap. 7 afsnit 4.

”…Håkon Sunnivasøn, som jeg tidligere har omtalt, og sammen med ham Peder Bodilsøn og Skjalms sønner protesterede nu voldsomt over den grufulde forbrydelse. Overalt hvor folket holdt ting, fremførte de deres beklagelser over det oprørende mord på deres ven, i håb om at vække folkets forbitrelse over morderen og hans helt uantagelige handling. De holdt ligefrem hans kjortel med de mange huller og flænger op for øjnene af de forsamlede. Og forargelsen over denne gennemhullede dragt bidrog betragteligt til deres bedrøvelige sag. For synet af de modbydelige flænger fyldte mange med en vældig hævntørst. Men også de mange tegn og guddommelige mirakler der åbenbarede og forkyndte Knuds hellighed, var til umådelig stor hjælp for dem der klagede over hans drab. Af og til når der blev kaldt til ting i Ringsted. Mødte også Harald op for at fremføre en bekymret klage over sin brors mord, men i hans tilfælde var det mere magtbegær end hævntørst der bag. Omvendt var Erik, som Knud havde gjort til jarl over øerne, vild af raseri og havde kun hævn i tankerne…”

Om Saxo som kilde